AB Facebbok

AB's U12 Piger vinder BDO-Cup 2016

6. september 2016
Fredag d.26.juni 1992 stod et dansk landshold foran deres største opgave nogensinde. På Ullavel stadion i Gøteborg skulle de undertippede danskere forsøge at slå overmagten fra Tyskland i EM-finalen. Det lykkedes for Danmark at vinde Davids kamp mod Goliat. Det på trods af megen modgang og en del nervepirrende kampe.

I den netop overståede weekend deltog AB’s U12 Piger i Ajax Københavns BDO-cup, og hvad der dér hændte for de dygtige AB-piger bragte på mange måder minderne frem fra det danske EM-eventyr i 1992.

AB’s sædvanlige playmaker, Rina, var desværre blevet syg, og Viktoria var i stedet trådt til for at hjælpe. AB-truppen bestod derfor kun af 8 spillere til hele stævnet.

På førstedagen af stævnet præsterede AB at vinde 3 puljekampe ud af 3 mulige. Spillet var ikke prangende, men det var nok til at hive nogle smalle sejre i land. Søndag morgen skulle puljen så afgøres i en kamp mellem AB og Ajax. Det var dog langt fra det første møde mellem de to klubber i indeværende sæson. Både ved Albertslund Cup og ved strandstævnet i Ishøj var det lykkedes AB at vinde over Ajax. Der var derfor revanche i luften, da begge mandskaber indtog banen. Kampen bølgede længe frem og tilbage, og ved halvlegens sidste aktion havde Ajax et 3-meterkast, som skulle skydes direkte på mål. Skuddet nåede aldrig over muren, men i stedet i hovedet på Sofie. Et hurtigt undskyld og så videre i teksten. I anden halvleg trak Ajax langsomt fra AB. Inde på mål havde Ajax en virkelig dygtig målvogter, som gang på gang pillede pynten af de gode AB-skytter. Kampen endte med en sejr til Ajax, som nu kunne se frem til en semifinale mod Køge, imens AB skulle spille mod HIK i semifinalen.

Lad mig sige det med det samme. AB’s semifinale mod HIK blev et intenst drama uden sidestykke. Fra kampens start stod der AB på kampen. Forsvaret stod stærkt sammentømret, og angrebet flød på smukkeste vis, hvilket resulterede i en flot føring til AB på 3 mål. Ved første halvlegs slutning havde AB 3-meterkast, som skulle skydes direkte på mål. HIK satte en forsvarsmur op, og Sofie blev sat til at skyde. Uheldigvis blev hendes skud blokeret, da det ramte hovedet på en af modspillerne. Et hurtigt undskyld og så videre i teksten… Men nej! Direkte rødt kort til Sofie, og hun måtte forlade banen. En skandale uden lige, og AB nedlagde straks protest. I halvlegen var forvirringen total, og ingen vidste, hvad der skulle ske med kampen. Imens AB’s træner var taget ind på stævnekontoret for at rede trådene ud, blev kampen imidlertid fløjtet i gang, og AB-pigerne måtte klare sig selv. Det er i sådanne situationer, man virkelig ser, hvad spillere er skabt af. AB kæmpede alt, hvad de kunne for at besejre de dygtige og fintestærke piger fra HIK. Uden udskiftere på bænken og uden Sofie i truppen fightede AB sig til en flot og velfortjent sejr i semifinalen. Men prisen havde været dyr – et rødt kort og karantæne i finalen var, hvad der ventede AB’erne.

I den anden semifinale havde Ajax slået Køge i et ligeså intenst drama, som skulle afgøres i straffekast. Finalen stod derfor nok engang mellem AB og Ajax – de to kombattanter fra den indledende pulje.

En kamp, der på forhånd så ud til at være svær, var nu gået hen og blevet utroligt vanskelig. Hvordan skulle de 7 AB-spillere klare sig mod Ajax-pigerne? Kunne David besejre Goliat som ved EM i 1992? I kampens første 5 minutter så svaret ud til at være nej. Ajax kom tordende derudaf. Og med 3 rappe kontraløb i træk var AB bagud 1-4. Men som så mange gange før kæmpede AB sig tilbage i opgøret. På sidelinjen hjalp Sofie til med at opmuntre sine holdkammerater, og det så ud til at virke. Forsvaret virkede uigennemtrængeligt, og i angrebet lykkedes AB med at score det ene flotte mål efter det andet. Emma var sikkerheden selv på fløjen, Frederikke scorede ikke alene på 3 flotte straffekast; hun scorede også som finurlig stregspiller. Især ét flot indspil til Frederikke på stregen fra Zara gav tilskuerne og træneren dårlige nerver – men Zara tøvede ikke, og resultatet var mål. På de to back-positioner havde Anna og Rebecca tur i den. Anna var konstant en trussel på højre back, imens Rebecca præsterede at hamre en flot langskud ind fra 10 meters afstand. Viktoria gjorde i Sofies fravær en god figur. Hun havde sikre overgange, og hun fik lukket af i forsvaret. Afgørende for kampen blev dog Laura MK inde på målet. Efter en lidt usikker start fik hun stødt og roligt spillet sig ind i kampen, og på det afgørende angreb hev hun en pragtredning op af hatten på Ajax’ fløjspiller, som indtil da havde været sikkerheden selv. Kampen endte fortjent 12-11 til AB.

Efter en intens og nervepirrede weekend med flotte kampe, røde kort og karantæner stod AB til sidst som sejrherrer ved dette års BDO-Cup. Status er nu, at AB’s U12 Piger har deltaget ved 4 stævner i denne sæson. Det er blevet til medaljer ved alle stævnerne – 3 guld og 1 sølv. Pigerne er i rivende udvikling, og kun fantasien sætter grænser for, hvor langt dette hold kan nå.

En træt og mørbanket træner takker af for denne gang.

Lars Tetzlaff (U12 Pigetræner i AB)


Nyheder
26.9.17
U14 Piger
Sølv til Næstved Cup 2017
Billedserier
Hent Adobe Flash player
AB Håndbold
Sammen skaber vi gode oplevelser!
© Akademisk Boldklub, Skovdiget 1, 2880 Bagsværd