AB Facebbok

Sjov AB-dag for U12 Pigerne!

13. november 2016
Her til eftermiddag var der lagt op til stort show i AB-hallen med kampe på den store bane, musik og ”speak” på alle kampene. AB’s U12 Piger skulle ved denne store begivenhed spille topkamp mod Ajax København. Pigerne var alle opsatte på at vise en flot omgang håndbold til de mange fremmødte tilskuere, og det kunne tydeligt ses fra kampens start.

AB startede som lyn og torden, og før man vidste af det, var AB foran med 3 mål. Pigerne spillede angrebsspil i et utroligt højt tempo, og de noget langsommere Ajax-piger havde svært ved at følge med. I forsvaret lykkedes AB de fleste gange med at få lukket ned for Ajax’ farlige venstreback og dygtige stregspiller. Med få minutter tilbage af halvlegen førte AB 11-5, men grundet en tvivlsom 2-minutters udvisning kunne holdene gå til halvleg med stillingen 11-7.

Ved halvlegen var pigerne fulde af optimisme, og var alle klar til at give den fuld smæk i anden halvleg. Desværre går det ikke altid, som præsten prædiker, og i en katastrofal halvleg blev AB-pigernes manglende fysik udstillet af Ajax, som angreb efter angreb satte en tung screening mellem 2’er og 3’er uden chance for AB’s lettere forsvarsspillere.

I angrebet gik gassen også langsomt af ballonen for AB. Pigerne blev bange for at vinde, og pludselig havde Ajax scoret 6 mål i træk, og stillingen var 11-11. Herefter blev kampen meget tæt og hektisk, og Ajax fik lov til at score på mange angreb, hvor både fjerde og femte skridt kom i brug. Meget frustrerende.

I de døende sekunder førte Ajax med et enkelt mål, og AB havde 3-meterkast. Her havde AB muligheden for at score, men desværre gik skuddet ikke ind.

Ajax endte med at vinde kampen 16-15.

Efter kampen blev Zara kåret til kampens fighter, og Sof fik "kampens lort" for sit flotte forsvarsspil og gode afslutninger. Pigerne kunne trods en forfærdelig anden halvleg være stolte af, at de havde givet tilskuerne i AB-hallen valuta for alle pengene. I en tæt, intens kamp lykkedes det desværre ikke for AB-pigerne at hive sejren i land. Næste weekend skal pigerne spille kampe både lørdag og søndag, hvilket skal give 4 point, hvis førstepladsen i puljen stadigvæk skal være en mulighed.

Dagens anden U12 Pigekamp stod mellem AB 2 og Hareskov. Det virkede på mange måder passende, at denne flotte AB-dag skulle fejres med et lokalopgør mellem de to Bagsværd-hold. Sidste uge mødtes de to hold også. Her vandt AB sikkert, og selvtilliden var derfor skyhøj.

I kampens start så det da også ud til at blive en formsag for AB-pigerne. Med flotte gennembrud og finurlige afslutninger fik AB skabt en føring på 4 mål. Hareskov nægtede dog at give op, og de hægtede sig på AB, og ved halvlegen var føringen kun på et par mål.

Anden halvleg blev igen startet for fuld drøn af AB, og stille og roligt blev føringen udbygget. Dog skulle Hareskov igen vise sig som stædig modstander. De nægtede simpelthen at overgive sig. AB-pigerne manglede løsninger i angrebet, og for mange tekniske fejl gjorde det svært at trække afgørende fra. Men som lyn fra en klar himmel dukkede løsningen op i form af Kathrine. Fra sin højre fløj kom hun igennem fra en spids vinkel og fik med et flot skud via stolpen scoret kampens flotteste mål! Her skal det lige nævnes, at Kathrine ikke engang har gået til håndbold i et halvt år. Meget flot!

Kampen forblev dog tæt gennem alle 40 minutter, men heldigvis var AB dygtige nok til at hive sejren hjem.

Resultatet af kampen blev 17-16 til AB.

For sit flotte mål, dygtige forsvarsspil og altid gode humør blev Kathrine kåret til "kampens lort" efter kampen.

Da alle piger havde været i bad, tog vi ud til Kinopalæet for at se ”Trolls”. Her fik vi følgeskab af en håndfuld U14 piger, som havde været ude og spille mod Ballerup. I alt kunne 19 piger i et virvar af popcorn og sodavand nyde den sjove og flotte film.

Selvom alle resultaterne ikke flaskede sig, har det alligevel været en hyggelig dag. Stor ros til Camilla og Susie for at have arrangeret denne fantastiske AB-dag.


Nyheder
18.6.17
U14 Piger
Strandsæsonen overstået for AB's U14 Piger
AB's U14 Piger spillede i dag deres sidste strandstævne i denne sæson.
Billedserier
Hent Adobe Flash player
AB Håndbold
Sammen skaber vi gode oplevelser!
© Akademisk Boldklub, Skovdiget 1, 2880 Bagsværd