AB Facebbok

Lyngby HK - AB: 8-18

19. februar 2017
AB's U12 Piger buldrer bare derudaf! Her til eftermiddag var det så Lyngbys tur til at bide skeer med de talentfulde Bagsværd-piger.

Op til kampen havde der været en smule forvirring, idet halvdelen af Lyngby var spærret af på grund af vejarbejde. AB's træner havde derfor svært ved at komme frem til hallen i tide. Heldigvis var alle spillerne nået frem i god tid, og de var selvfølgelig allerede begyndt at varme op, da træneren (noget frustreret) kom ind i hallen.

Ved AB Julecup havde AB også spillet mod Lyngby. Her havde pigerne efter en lidt sløv start lukket fuldstændig ned for Lyngby og vundet anden halvleg med 9-1. Pigerne var derfor blevet bedt om at gense kampen derhjemme, så de hurtigt kunne genfinde samme overbevisende spillestil til denne kamp.

Fra kampens start lignede dette opgør på mange punkter kampen fra julecuppen. AB kom lidt nervøst fra start, og det lykkedes ikke rigtig at få startet et ordentligt presspil. Lidt efter lidt fik AB dog hul på bylden, og støttet af et bundsolidt forsvar kunne AB'erne langsomt trække fra.

I løbet af halvlegen fik de fremmødte tilskuere en smagsprøve på, hvorfor AB lige nu er at betragte som et af de bedste mandskaber på Sjælland. Med 30 sekunder igen af halvlegen havde AB bolden, og i et godt tilrettelagt angreb, som bestod af et presspil, indspil til stregen og slutteligt et udspil til Emma på fløjen, lykkedes det med 2 sekunder igen at score flot på Lyngby-keeperen. Bedre kan det ikke gøres.

Ved halvlegen førte AB sikkert, og Lyngby vidste allerede godt, hvor det bar hen ad.

I anden halvleg fik pigerne en tår vand og nogle gode råd med på vejen. Især skulle der nu større fokus på stregspillet. Og allerede i første angreb lykkedes det at finde Sof inde på stregen.

Anden halvleg havde fuldstændig AB-dominans, og der var reelt ikke meget spænding at komme efter. Da de 2 x 20 minutter var gået, viste måltavlen 18-8 i AB's favør.

Kampen vil især blive husket for 3 ting:

1) Emmas kommentar til dommeren, hvor hun højlydt (måske også lidt højere, end hun havde planlagt) fortalte dommeren, at hendes modstander lavede dobbeltdribling. Dommeren var ikke enig, men det hendes træner.

2) Sofs flotte scoring inde fra stregen, hvor hun med en Lyngby-spiller hængende på ryggen alligevel fik slidt sig fri og fik scoret et flot mål.

3) AB-forældrene, der efter kampen havde store planer om at starte til jazz-dans i Lyngby-hallen. Gad vide, om vi i de kommende måneder får cheerleaders til vores kampe?

Kampens lort gik til Emma, som var god i forsvaret, sikker på straffekast og vigtigst af alt var hun god til at muntre sine holdkammerater op gennem hele kampen.

Nu har pigerne kamppause i tre uger. Det betyder dog ikke, at der bliver droslet ned på træningen. Allerede på tirsdag skal der trænes med U14 drengene og torsdag med U14 pigerne.

Status er 5 kampe med maksimale 10 point i puljen. Kæmpe stor ros til pigerne!

Mvh Lars Tetzlaff (U12 Pigetræner i AB)

Nyheder
19.11.17
U14 Piger
AB - Køge: 15-26
Billedserier
Hent Adobe Flash player
AB Håndbold
Sammen skaber vi gode oplevelser!
© Akademisk Boldklub, Skovdiget 1, 2880 Bagsværd