AB Facebbok

AB - HIK: 13-10

15. januar 2017
Søndag eftermiddag var der lagt op til et spændende opgør mellem de førende hold i U12 pigernes A-række, AB og HIK. Begge hold havde i deres første puljekamp vundet sikkert over hhv. Holte og Virum, og derfor så eftermiddagens kamp ud til at blive et intenst opgør mellem to ligeværdige kombattanter.

AB og HIK havde spillet mod hinanden en gang før i efteråret. Her havde AB vundet sikkert med 11 mål, så der var ingen tvivl om, at HIK havde i sinde at revanchere deres gruelige nederlag.

Allerede før kampen viste AB-pigerne sig helt klar. Med ild i øjnene og fastbesluttede ansigtsudtryk gav de den fuld gas til opvarmningen, alt imens HIK ikke engang kom ind i hallen før 15 minutter før kampstart. Denne forskel i indstilling kunne tydeligt spores i kampens første minutter, hvor AB kom fra land som lyn og torden. Med flotte kombinationer og insisterende fintespil formåede AB og især Sof at fravriste sig den mandsopdækning, som HIK havde lagt på hende.

I forsvaret sørgede Anna og Sof i fællesskab for at lukke ned for HIK’s giftige venstreback, og Emma lå hele tiden på lur, klar til at bryde afleveringerne ude i bagkæden. Med et øget fokus på HIK’s backspillere betød det også, at Sofie og Viki ude på fløjen måtte klare opdækningen af deres modstander alene. Dette gav dog ingen anledning til bekymring hos de små stjernefrø, som gennem hele kampen fik lukket ned for HIK’s fløje. På modsatte back havde Rebecca en intens kamp med en meget angrebslysten højre back fra HIK. Denne kamp vandt Rebecca overlegent, og HIK havde meget svært ved at komme til scoring. Dette frustrerede tydeligt HIK-spillerne, som weekenden forinden havde scoret 25 mål. Nu måtte de i stedet sande, at de kunne præsterede at score mere end 5 mål i de første 20 minutter.

Alt imens trak AB stille og roligt fra, og de så ud til at kunne gå til halvleg med en sikker føring. Dog besluttede dommeren i sidste minut af første halvleg at bringe fornyet spænding ind i opgøret. Emma fik 2-minutters udvisning for en tackling – vel at mærke uden at holdet havde fået ét eneste gult kort forinden. Dette fortalte AB-træneren til dommeren, hvor efter AB-bænken også fik en 2-minutters udvisning. I en kort stund bragte det minderne tilbage til BDO-cuppen, hvor AB også i en kamp mod selvsamme HIK-hold fik et direkte rødt kort. Men ligesom dengang til BDO-cup viste AB-pigerne stor moral i modgang, og selvom HIK angreb 6 mod 4, kunne de ikke komme igennem til en åben chance. AB’erne støttede hinanden og kæmpede som vilde hunde for at holde HIK’erne fra scoring. Desværre lykkedes det dem kort før pausefløjtet at få skrabet en bold over målstregen.

Ved halvlegen var stillingen 8-5 til AB.

Pigerne fik i halvlegen at vide, at de skulle fortsætte deres gode spil og samtidigt holde ved det sammentømrede forsvar. De skulle stadig spille 4 mod 6 i et minut af anden halvleg, så målet var at søge en masse frikast og derved trække tiden, indtil holdet igen var fuldtallige.

Denne opgave tog Zara på sine skuldre, og hun lykkedes med at få trukket tempoet helt ud af kampen, og inden man vidste af det, var AB igen 6 på banen uden at have inkasseret noget mål.

Anden halvleg blev en spændende affære, og HIK nåede på et tidspunkt på 8-8. Men så trak AB-træneren en kanin op af hatten, som HIK-bænken ikke havde set komme. Zara blev sat ind som trøjespiller, og angrebet blev nu kørt 7 mod 6. Langsomt kunne AB igen trække fra, og med en storspillende Laura MK inde på mål, formåede HIK aldrig at komme tilbage i opgøret. Kampen blev reelt afgjort, da HIK-træneren opfordrede sine spillere til at lade være med at dække Viki op på venstre fløj. Viki sagde tak for muligheden og bankede på få minutter to kasser ind bag en velspillende HIK-keeper.

Da de 40 minutter var gået viste haluret 13-10 i AB’s favør. Med knyttede næver og smil på læberne kunne AB-pigerne udføre deres velkendte sejrsdans efter opgøret. En sejr, og to point på kontoen.

Efter kampen blev Laura MK fortjent kåret til ”kampens lort”. Alle spillere, trænere og tilskuere var enige om, at denne kamp havde været hendes bedste i AB-trøjen nogensinde.

AB ligger nu alene som nummer 1 i deres pulje. Pigerne kunne ikke have ønsket sig en bedre start på 2017. Holdet oplever kæmpe succes, uanset hvad de giver sig i kast med. Pigerne har aldrig haft et bedre sammenhold, og de spiller lige nu på et niveau, der bliver svært for noget hold at matche på Sjælland.

Næste weekend venter endnu et spændende opgør mod Værløse. Pigerne er alle sammen opsatte på at tage den tredje sejr ud af tre mulige.

Med venlig hilsen
Lars Tetzlaff (U12 Pigetræner i AB)

Nyheder
19.11.17
U14 Piger
AB - Køge: 15-26
Billedserier
Hent Adobe Flash player
AB Håndbold
Sammen skaber vi gode oplevelser!
© Akademisk Boldklub, Skovdiget 1, 2880 Bagsværd