AB Facebbok

AB - VSH: 14-10

2. april 2017
AB’s U12 Piger leverede her til eftermiddag en overbevisende indsats, da de i sæsonens tiende og sidste kamp slog Virum med fire mål. AB-pigerne har nu vundet A1-rækken med maksimumpoint og en flot målscore. Nu venter Skives Hancock Cup i påsken samt sjællands- og danmarksmesterskaberne senere på måneden.

Selv om puljen allerede var afgjort inden dagens kamp, var der alligevel meget på spil for AB’s U12 Piger. Den perfekte sæson uden nederlag i A1-puljen var inden for rækkevidde. Eneste forhindring på vejen var et stærkt Virum-hold, der i det modsatte opgør som det eneste hold i sæsonen hidtil havde formået at presse AB-pigerne til stregen. Kampen i Virum var endt med en smal AB-sejt på et enkelt mål, og det var endda mod et afbudsramt Virum-hold. Til denne kamp mødte Virum op i stærkeste formation, og de havde endda tre spillere med, som var født i januar 2004. Der var derfor lagt i kakkelovnen til et spændende og intenst opgør mellem to kompetente hold.

Allerede under opvarmningen var det tydeligt at se, at AB-pigerne var motiverede og opsatte på den opgave, der ventede dem. Og da pigerne fra AB 2 trådte ind ad døren til AB-hallen efter deres flotte sejr i Smørum, var den sidste støtte fra tilskuerpladserne også sikret til kampen. Nu kunne intet gå galt! På trænerbænken dannede brødrene Tetzlaff et stærkt trænerteam, og det skulle vise sig at denne konstellation var guld værd til denne kamp. Mikal kom kampen igennem med gode, konstruktive input, og han var hele tiden klar på at høre på Lars’ beklagelser, når dommerkendelserne ikke gik holdets vej.

Fra kampens start var AB i kontrol, og endnu en gang var det stærke forsvar fundamentet, der banede vejen til succes. Emma lå som altid og arbejdede ude omkring 3-meteren, og gang på gang lykkedes hun med at tvinge virumgenserne til risikable afleveringer eller boldtab, som derefter førte til hurtige kontraangreb fra AB’ernes side. Inde bagved arbejde Rebecca, Anna og Sof godt sammen med at lukke ned for stregindspillene og skuddene udefra. I hele første halvleg lykkedes Virum kun med at score 3 mål. Et var på straffekast, et andet på et uheldigt udkast fra vores målvogter, og det sidste på et klumpspil, der til sidst endte med en lang aflevering til modsatte back, som kom igennem. AB-forsvaret var overlegne i alle kampens facetter.

I angrebet styrede Zara slagets gang med vanlig køligt overblik og finesse. Det blev både til flotte gennembrud, stregindspil og målgivende afleveringer. På back og stregpositionen skiftedes Anna og Sof hele tiden til at lægge presset på Virums forsvar, og hver gang modstanderen troede, de havde luret AB’ernes angreb, blev de overrasket over nye, kreative gennembrud og afslutninger. På modsatte back fortsatte Rebecca sit sikre spil, som ved forrige kamp havde sikret hende ”kampens lort”. Hun fik kampen igennem lagt en godt pres på forsvaret.

Ved halvlegen førte AB med 8-3, og kampen skulle nu blot køres sikkert hjem. I pausesnakken fik pigerne instrukser om at fortsætte det høje tempo, da det var tydeligt at se, at de større og tungere Virum-spillere slet ikke havde luft til at følge med i AB’ernes hæsblæsende tempo.

Anden halvleg bød på mange flotte detaljer.

Blandt andet blev Viki for anden kamp i træk sat til at skyde straffekast. Hun placerede bolden helt ude ved stolpen uden chance for en ellers dygtig Virum-keeper.

AB-forsvaret leverede også en af kampens helt store detaljer, da de på et splitsekund transformerede fra en fladt forsvar til et totalt helbanepres, hvilket resulterede i en bolderobring blot 10 sekunder efter.

Kampens flotteste detalje blev dog leveret af Sofie, som efter en solid træning ugen igennem havde fået troen på sin gennembrudsstyrke på playmaker-positionen. Med et kvarter tilbage af kampen fik Sofie besked på, at hun nu skulle styre AB’s spil og dirigere angrebet. For nogle spillere kunne dette ekstra ansvar føre til nervøsitet og uro, men for Sofie gav det blot ekstra blod på tanden, og hun takkede for tilliden ved at bryde igennem allerede i første angreb mellem Virums to største spillere. Sofie fik sendt en afslutning af sted, og Virum-spillerne fik sendt Sofie i gulvet. Straffekast, mål og smil på læben! I denne weekend har HRØ holdt talenttræning for de dygtigste håndboldspillere født i 2003. Her fortalte instruktørerne, at kravene for at klare sig godt til disse træningerne ikke blev baseret på, hvor mange mål eller tacklinger spillerne fik lavet, men i stedet på hvor gode spillerne var til at tage imod trænernes feedback og inkorporere det i deres spil. Netop denne disciplin viste Sofie i denne kamp, idet hun var i stand til at overføre ugens træning i sit spil i kampen. Meget flot! Denne præstation gav naturligvis Sofie ”kampens lort”.

Inde på AB-målet var Laura MK nok engang en sikker bagerste skanse. At lukke 10 mål ind mod et hold, der sæsonen igennem har været temmelig scoringssikre og har scoret gennemsnitligt 15 mål pr. kamp, må siges at være mere end godkendt.

Da kampen var slut, viste resultattavlen 14-10 til AB. Sæsonens tiende sejr ud af ti mulige var i hus, og alle kunne tiljublet af de mange tilskuere fejre den perfekte sæson.

Status er nu, at AB’s U12 Piger har vundet A1-rækken i overbevisende stil med maksimum 20 point. Holdet har ikke tabt en håndboldkamp siden 13.november 2016, og i sæsonen er det indtil nu blevet til hele 64 sejre. Samtidigt er holdet både kvalificeret til SM og DM, der ligger senere i april.

Denne sæson har på mere end én måde været perfekt for AB’s U12 Piger. Foruden det utroligt tætte bånd, som de 8 piger på førsteholdet har fået skabt til hinanden, er det også lykkedes for alle pigerne at udvikle sig kontinuerligt gennem hele sæsonen. Alle har til hver træning formået at udfordre sig selv og hinanden, og på den måde rammer pigerne på nuværende tidspunkt et uhørt højt topniveau. AB har måske ikke det største, hurtigste og stærkeste spillere, men som hold er der ingen, der når pigerne til sokkeholderne. De er alle villige til at gå gennem ild og vand for hinanden, og de går alle uden en tvivl en spændende og lovende håndboldfremtid i møde.

Nu vil jeg lukke ned for computeren og nyde en kold øl. Måske klappe mig selv lidt på skulderen for det kæmpe arbejde, som dette hold har krævet.

Med venlig hilsen

En stolt og træt træner – Lars Tetzlaff (U12 Pigetræner i AB)


Nyheder
10.12.17
U14 Piger
Det bliver 1.division B efter jul
Billedserier
Hent Adobe Flash player
AB Håndbold
Sammen skaber vi gode oplevelser!
© Akademisk Boldklub, Skovdiget 1, 2880 Bagsværd