AB Facebbok

Sjællandsmestre!!!

23. april 2017
I denne weekend skulle en lang håndboldsæson rundes af for AB’s U12 Piger. Det skete i Hvidovre, hvor pigerne deltog i det uofficielle DM for U12-hold. Samtidigt skulle AB-pigerne også spille finale om Sjællandsmesterskabet, hvilket foregik i Roskilde-hallerne. Der var derfor dømt et ekstraordinært fuldt program for de dygtige AB-piger, og det skulle desværre vise sig at blive en lidt for stor mundfuld.

Ved lørdagens første kamp skulle AB spille mod Nøvling fra Nordjylland. De jyske piger var nogle ordentlige krabater, og de fik selv AB’s træner til at ligne en lilleput dreng. Det tog dog ikke modet fra AB’erne, som via sublimt målmandsspil af Laura, hurtige kontraløb og kontant forsvarsspil fik hevet en flot sejr hjem på 17-9. En bedre start på stævnet kunne ikke ønskes.

I den anden kamp ved DM skulle AB møde de fynske mestre fra Svendborg. Denne kamp udgjorde dog et kæmpe dilemma for AB’s U12 Piger, idet pigerne både skulle være i Roskilde og Hvidovre på samme tid. Og som Napoleon engang sagde efter at have tabt et stort søslag ved Trafalgar: ”Man kan jo ikke være alle vegne på én gang”. AB’s trænerteam havde derfor ved stævnets start tilføjet en håndfuld AB 2-spillere til holdkortet. Disse modige AB 2-spillere skulle nu sammen med Emma og Sof forsøge at besejre mestrene fra Fyn – eller i værste fald begrænse nederlaget, så et avancement fra puljen stadigvæk var realistisk frem mod den sidste puljekamp. Det blev en vild kamp, hvor AB længe så ud til at kunne overraske. Desværre trak Svendborg i de døende minutter det længste strå og kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret med 14-12.

Alt imens dette drama udspillede sig i Hvidovre, var resten af AB 1 taget til Roskilde-hallerne for at spille finale ved Sjællandsmesterskabet mod Køge. Her fik AB 1 assistance af Kamilla fra AB 2, og hun skulle vise sig at få en større rolle, end hun havde regnet med. Kamilla scorede nemlig AB’s to første mål. Flot måde at træde ind på den helt store scene på. Et AB-mandskab uden sine to topscorere, Emma og Sof, skulle dog vise sig at indeholde en enorm portion viljestyrke og gejst. I bagkæden lå Anna, Rebecca og Zara og pumpede på, hvilket førte til en masse gode chancer og flotte mål. På fløjene gjorde Sofie og Viki det, de var bedst til – nemlig at score flotte mål. Ved kampens slutning viste måltavlen 19-16 i AB’s favør, og de kunne nu for første gang nogensinde kalde sig for Sjællandsmestre. Der var dog ikke meget tid til at juble over sejren, for næppe havde pigerne fået deres medaljer om halsen, før bilerne ventede på at køre dem tilbage til Hvidovre til den sidste DM-kamp.

Tilbage i Hvidovre skulle AB nu frem med den helt store kugleramme. Regnestykket viste, at den sidste kamp skulle vindes med to mål, hvis et avancement fra puljen skulle realiseres. Ydermere ville en sejr på 4 mål sikre pigerne en førsteplads i puljen og en lettere modstander i slutspillet. Alt imens AB-trænerne sad og regnede, havde den sidste puljemodstander fra Ry indgivet en klage over, at AB havde brugt spillere fra AB 2 i puljens andet opgør. Hvis Ry fik medhold i deres klage, ville AB blive taberdømt og ville da være uden mulighed for at komme videre fra puljen. Der var dog ikke noget at komme efter, idet AB-trænerne ved stævnets start havde påført spillerne på holdkortet – en genistreg, som tydeligvis irriterede trænerteamet fra Ry. Ja, det gik dem så meget på, at de i det sidste opgør knapt nok ønskede at sige ”god kamp” eller ”tak for kampen”.

AB’s U12 Piger havde nu kniven for struben før puljens afgørende kamp mod Ry. Og kampen skulle vise sig at blive en meget tæt affære. Fra første fløjt var AB i teten, og de kom hurtigt foran med et par mål. Ry nægtede dog at lade sig besejre, og de fik langsomt kæmpet sig tilbage i opgøret. Trætheden var tydelig at se i AB-pigernes ansigter, og ved halvleg var AB bagud med ét enkelt mål 5-6. Nu var det tid til, at AB skulle vise, hvilket materiale de virkeligt var skabt af. Som sagt så gjort. Fra anden halvlegs start fik AB kæmpet sig flot tilbage i opgøret, og en føring på 3 mål blev skabt. Lige pludselig kunne AB’s U12 Piger ane førstepladsen i puljen. Desværre satte trætheden på ny ind hos AB-pigerne. Et Danmarksmesterskab og et Sjællandsmesterskab på samme dag var alligevel en for stor mundfuld at sluge. Da kampen blev blæst af, førte AB med et mål, og pigerne havde et tremeterkast. Et mål ville sende AB i slutspillet, imens det modsatte ville betyde afsked med Sjællands bedste U12 Pigehold. Afslutningen gik i paraderne, og selvom AB vandt opgøret, var det Ry, der kunne strække armene i vejret.

Efter kampen var det en flok skuffede piger, som kunne evaluere på lørdagens strabadser. Selvom de havde vovet at satse stort, var belønningen ikke den ventede. Alligevel kunne pigerne se på den flotte guldmedalje, som hang rundt om halsen. Og de kunne se den glinsende pokal med inskriptionen, der bevidnede om, at netop de, AB’s U12 Piger, var Sjællandsmestre. Det løftede humøret lidt hos pigerne, og da Merete kort tid efter serverede Mormors chokoladekage, og Miko kom med champagne, var der lutter smil på pigernes læber.

På trods af at AB’s rolle var udspillet ved DM, skulle pigerne traditionen tro spille en lige gyldig placeringskamp om søndagen. Dette opgør stod mod Horsens, som heller ikke så den store nytte i kampen. AB måtte stille op uden udskiftere, idet Sof var kommet til skade under kampen mod Ry. Pigerne var derfor blevet bedt om at passe på sig selv og spare på kræfterne. Alligevel var Sof sammen med resten af tilskuerne vidne til en seværdig kamp, som til sidst endte med en sejr til Horsens.

Sæsonen er nu slut, og hvilken sæson har det lige været. Pigerne har vundet guld ved to strandstævner, sølv til Albertslund Cup, guld ved BDO-Cup og AB Julecup – alle stævner på A-niveau. De gik ubesejret igennem A1-puljen, og som kronen på værket er de nu blevet Sjællandsmestre. Sæsonen har budt på 83 kampe, hvoraf 74 af dem er blevet vundet, to er endt uafgjort, og kun 7 er endte med nederlag (blandt nederlagene skal tælles kampen mod Svendborg, hvor det ikke var hele AB 1, der spillede, og den lige gyldige kamp, hvor AB spillede for halv damp).

Man kan ikke andet end at være uhyrlig stolt over det, som pigerne har præsteret i denne sæson. Selvom de kun har været 8 spillere, har de alligevel formået at udvikle sig enormt, og de er gået til hver kamp med en målrettet indstilling og overbevisning om, at intet i verdenen har kunnet bryde det venskab og sammenhold som disse 8 piger har haft sammen.

Jeg glæder mig meget til at se, hvor langt vi kan drive denne årgang i AB. Med de rette midler og ressourcer er jeg sikker på, at disse pigerne vil være med til at skabe store resultater for AB i fremtiden. En stolt U12-træner siger tak for denne sæson.

Med venlig hilsen

Lars Tetzlaff

Nyheder
10.12.17
U14 Piger
Det bliver 1.division B efter jul
Billedserier
Hent Adobe Flash player
AB Håndbold
Sammen skaber vi gode oplevelser!
© Akademisk Boldklub, Skovdiget 1, 2880 Bagsværd