AB Facebbok

Vindere af Strandstævnet i Køge

9. juni 2017
AB's U14 Piger har her til eftermiddag været en tur på Køge Strand for at spille sæsonens første strandstævne. I alt stillede vi med 3 hold til stævnet.

Grundet lidt begrænset tilmelding bestod AB 3 af tre spillere til stævnet: Kamilla, Malou og Smør. Heldigvis stod holdets andre piger klar til at yde assistance, og AB 3 fik spillet to flotte kampe, som begge blev vundet. Desværre kunne AB 3 ikke krediteres for deres sejre, da de havde benyttet "ulovlige spillere".

AB 2 havde et blandet stævne. Efter at have vundet første kamp flot mod Bjæverskov 3 måtte pigerne se sig slået i en super tæt kamp mod Greve 2. Det betød, at puljens sidste kamp mod Roskilde reelt var uden betydning, da der kun var en snæver matematisk chance for at gå videre. Denne kamp blev da også tabt, og AB 2 måtte tage til takke med en 3.plads i deres pulje. Flot kæmpet Kirstin, Atiana, Sofie, Viki, Emilie og Celine.

AB 1 mødte op til strandstævnet med store forhåbninger. Sidste år havde pigerne vundet alle de strandstævner, de havde stillet op i, men efter fredagens strandtræning på AB var det tydeligt at se, at der var en masse rust, der skulle bankes af, hvis ønsket om nye guldmedaljer skulle indfries. Pigerne vandt deres tre puljekampe med flot spil, og det var tydeligt at se, at jo flere minutter pigerne spillede på sandet, dets bedre blev sammenspillet, de finurlige tricks og de flotte afslutninger.

I semifinalen ventede Roskilde 2, og her blev AB for alvor testet. Første halvleg var meget tæt, men pludselig dukkede Sof op som trøjespiller og bankede en flot mål ind helt ude ved stolpen. Dommeren så dog ikke målet, da bolden havde skudt hul i målnettet og var røget lige igennem. Så selvom dommeren efterfølgende tjekkede målnettet og kunne konstatere, at det var defekt, blev AB ikke tildelt deres 2-points scoring. Kampen var derfor stadig utrolig tæt. AB kæmpede ufortrødent videre og fik påny scoret helt ude ved stolpen. Igen røg bolden gennem det store hul i målnettet, og heller ikke dette mål blev godkendt. Frustrerede, rasende og indebrændte kæmpede AB sig frem til uafgjort ved halvlegens afslutning. Halvlegen skulle derfor afgøres i sudden death (næste mål vinder). Roskilde fik først fat i bolden, men en flot fantomredning af Lut på målet og en sikker scoring i den anden ende sikrede AB en vigtig sejr i første halvleg. I anden halvleg var AB mere i kontrol. Det hjalp tydeligvis at angribe mod et mål uden defekte huller i målnettet 😉 Halvlegen blev vundet, og finalen ventede nu mod hjemmeholdet fra Køge.

I finalen var AB ovenpå, og Køge blev slået sikkert i to halvlege. Sof og Rebecca havde helt styr på trøjespillet. Zara og Emmelie fik kontrolleret og dirigeret angrebet flot. Jovana var en sand stjerne på stregen. Og så må man ikke glemme Emma, som stævnet igennem fik neutraliseret modstandernes trøjespillere. Samtidigt var hun utroligt scoringssikker på alle sine afslutninger.

AB tager fra strandstævnet i Køge med flotte guldmedaljer om halsen. Det har været et super skønt stævne med høj sol, godt humør og solskoldede næser.

Desværre deltager vi ikke i Albertslund Cup næste weekend, så vi må se til fra sidelinjen, imens alle de andre AB-hold skal forsvare de grøn-og-hvide farver.


Med venlig hilsen

Morten og Lars (U14 Pigetrænere i AB)

Nyheder
26.9.17
U14 Piger
Sølv til Næstved Cup 2017
Billedserier
Hent Adobe Flash player
AB Håndbold
Sammen skaber vi gode oplevelser!
© Akademisk Boldklub, Skovdiget 1, 2880 Bagsværd