AB Facebbok

Vindere af Strandstævnet på Amager

12. juni 2017
AB’s U14 Piger har endnu en gang tilbragt en solrig søndag på stranden. Denne gang var det HRØ’s store strandstævne på Amager Strand, der stod for skud. I alt havde 40 hold meldt sig til stævnet i håb om at kunne trække de eftertragtede guldmedaljer om halsen til slut. Vi stillede selv med 3 hold, og det gik ikke stille af sig.

Som ved sidste stævne på Køge Strand var AB 3 en smule presset på mandskab. De 5 piger på AB 3 havde dog sat sig for at give nogle af de store modstandere kamp til stregen. Det resulterede i, at pigerne fik hevet en flot sejr hjem over Team København, imens det blev til tre nederlag mod puljens andre modstandere. Stor ros til de 5 hårdt kæmpende piger: Laura MK, Kamilla, Anna Moe, Smør og Malou.

For AB 2 blev stævnet en kæmpe succes. Pigerne stillede op i noget alternativ formation, idet vores vante målvogter, Atiana, nu skulle spille trøjespiller oppe i angrebet. Atiana havde ikke den store erfaring med angrebsspillet, men hun greb chancen og fik scoret mange flotte mål. Særligt vil vi huske to episoder fra AB 2’s indledende puljekampe. Atiana som 10 sekunder før tid i en kamp får besked på at afslutte, hvorefter hun kringler bolden helt op i hjørnet af målet. Og Celine som fik opfundet en ny form for piruette-afslutning (70 graders rotationen, som hendes mor kaldte den). Efter 3 spillede puljekampe var det blevet til 3 sejre. Det betød, at sidste kamp mod Himmelev ville være puljefinale om at komme i kvartfinalen. Pigerne viste stor vilje og mod, og de besejrede Himmelev flot med 2-0 i halvlege. Godt gået: Sofie, Viki, Emilie, Amalie, Celine og Atiana. Nu ventede ingen ringere end AB 1 i kvartfinalen.

AB 1 havde nemlig også haft god tur i den i deres pulje. Efter 4 kampe var det blevet til 4 sikre sejre. I sidste puljekamp eksperimenterede AB 1 med forskellige trøjespillere, men desværre blev Jovana skadet, hvilket medførte, at de fremadrettet ville være stærkt amputeret. Uden Jovana klar til kamp skulle AB 1 nu spille kvartfinale mod deres egne holdkammerater fra AB 2.

Og kvartfinalen skulle vise sig at blive langt mere tæt end først antaget. Der var ikke gået mere end få minutter af første halvleg, før AB 2 havde bragt sig foran 5-1. Lå sensationen virkeligt og lurede? AB 1 var ikke hidtil blevet presset ved stævnet. Hvordan ville pigerne håndtere presset? Som kampen skred frem fik AB 1 kæmpet sig tilbage, og selvom AB 2 til tider udspillede AB 1 og scorede en masse flotte mål, endte første halvleg med en smal sejr til AB 1. I anden halvleg gik AB 1 længere frem på banen, hvilket stressede AB 2. På den måde fik AB 1 skabt en sikker føring gennem kampen. Sejren syntes inden for rækkevidde. Men i et sandt drama fik AB 2 kæmpet sig tilbage, og med 10 sekunder igen havde de chancen for at udligne stillingen. Uheldigvis for AB 2 løb tiden ud, og AB 1 kunne strække armene i vejret som vindere.

Det betød, at AB 1 skulle spille semifinale mod Rødovre HK, som i manges øjne (inklusiv vores egne) så ud til at være stævnets stærkeste hold. Hvis vi skulle vinde denne kamp, skulle alle spille op til deres absolut bedste. Heldigvis blev der pustet et lille håb ind i pigerne, da Jovana (godt tapet op) meldte sig klar til kamp. Det gav AB 1 en helt ny dimension i deres angrebsspil med Emma og Sof, som kunne score 2-points med deres trickskud og vores 2-points-trøjespillere Jovana og Rebecca.

Da kampen startede var det tydeligt at se, at AB-pigerne var klar til kamp. I forsvaret kæmpede Anna og Emmelie en brav kamp med at få lukket ned for Rødovres utroligt dygtige spillere, som alle afsluttede med piruetter. I angrebet sørgede Zara for at holde tempoet og niveauet højt. Det førte til mange flotte trickscoringer og fantastiske mål fra vores trøjespillere. Første halvleg endte med overbevisende 12-6 til AB. I halvlegen var pigerne målløse – havde de virkelig vundet en halvleg mod mægtige Rødovre HK?

I anden halvleg kom Rødovre tilbage på sporet, og kampen var utroligt tæt. Med få sekunder igen førte Rødovre med 13-12. AB havde bolden, men fik afsluttet forbi mål. Det betød, at kampen skulle i ”shoot out”. Ved lørdagens træning i AB-hallen havde pigerne netop trænet denne disciplin, men én ting er at træne afslutninger, trickskud og præcise afleveringer, noget andet er at være mentalt klar til det pres, som sådan en straffeafgørelse medfører. Det kan bare ikke trænes. Første afslutter var Sof, som desværre brændte. Og på det efterfølgende straffe scorede Rødovre, og så var stillingen 0-2. Herefter lå alt presset på Emmas skuldre, som skulle score en 2-points for at holde os inde i kampen. Sof lagde afleveringen, og Emma spandt 360 grader rundt i luften og udlignende til 2-2. Kort efter skulle Rødovre skyde deres andet straffe. Dette blev flot reddet af Sof. Bagefter fulgte 2 brændte afslutninger fra henholdsvis AB og Rødovre, hvilket betød, at stillingen fortsat var 2-2 før sidste afslutter. Her havde AB gemt Anna, som med kølig finesse fik scoret et vigtigt mål til 3-2. Nu ventede Rødovres bedste spiller over for Sof inde på målet. Hun kunne vælge at gå efter 1 point via en almindelig scoring eller 2 point på en trickscoring og derved vinde kampen for Rødovre. Hun valgte at satse hele butikken med en piruette, men med en sand fantomredning med hovedet fik Sof afværget afslutningen, og AB havde vundet semifinalen. Helt ubegribeligt!

I finalen ventede pigerne fra Roskilde, som noget overraskende havde slået FIF ud i semifinalen. Kampen skulle spilles få minutter efter semifinalen, så AB kunne derfor kun lige nå en lille tår vand, og så var det på den igen. Første halvleg blev en sand opvisning fra AB’s side, og Roskilde fik ikke et ben til jorden. 15-5, og pigerne kunne så småt lugte guldet. Roskilde ville det dog anderledes, og anden halvleg blev en del tættere end første. Hen mod slutningen var AB i kontrol med en føring på 4 mål, men desværre fik pigerne nogle besynderlige kendelser imod sig i de døende minutter, og kampen endte 18-18. Det betød, at kampen skulle afgøres i ”golden goal” (næste mål vinder). Her fik AB hurtigt tilkæmpet sig bolden, og på en hamrende flot gennembrud scorede Rebecca kampens afgørende mål – eller det troede vi. Dommeren dømte i stedet straffekast, og spændingen blev nok engang trukket længere ud. Sof trådte op til straffestregen og kanonerede bolden sikkert ind i netmaskerne. 20-18 til AB!

AB’s U14 Piger har deltaget i to strandstævner i år, og begge er blevet vundet på fornemste vis. Denne gruppe piger har uden tvivl et særligt talent, når det kommer til at spille strandhåndbold. Dertil kan siges, at pigerne ikke har tabt en standhåndboldkamp i over 2 år, og på de to år har pigerne kun afgivet 2 halvlege. Det er jo helt utroligt!

Nu venter den sidste kamp i sommerturneringen på tirsdag, og så går vi på sommerferie med et sidste strandstævne på Ishøj Strand i næste weekend.

Tak til alle AB-spillere og forældre for en god dag på stranden!


Med venlig hilsen
Morten og Lars

Nyheder
18.6.17
U14 Piger
Strandsæsonen overstået for AB's U14 Piger
AB's U14 Piger spillede i dag deres sidste strandstævne i denne sæson.
Billedserier
Hent Adobe Flash player
AB Håndbold
Sammen skaber vi gode oplevelser!
© Akademisk Boldklub, Skovdiget 1, 2880 Bagsværd