Håndboldskole 2018

Vindere af AB Julecup 2017

3. januar 2018
AB's U14 Piger sluttede år 2017 af med deltagelse ved AB Julecup. Vi stillede med to hold til stævnet med troen på gode resultater for begge hold.

AB 2 mødte hård modstand i den indledende pulje, men formåede alligevel at hive en sejr i land mod Gundsølille. Denne sejr ville efter DHF's regler have givet en tredjeplads i puljen, men efter noget forvirring stod det klart, at reglerne ved dette stævne var anderledes, og AB-pigerne måtte derfor tage til takke med en femteplads og en langt sværere vej til finalen gennem B-slutspillet.

I B-slutspillet mødte AB 2 først Team København, hvor det blev til en flot og sikker sejr. Det betød, at AB kunne sikre sig en semifinale ved at få mindst et point i sidste kamp mod et polsk hold. Desværre for AB havde polakkerne taget en bunke beskidte tricks med, og hver gang en AB-spiller forsøgte at finte sig igennem, blev de enten slået i hovedet, hevet i håret eller fældet med benene. Skræmte fra vid og sans kæmpede AB alt, de havde lært, men ved kampens afslutning stod der 8-6 til polakkerne. Alt i alt en dårlig oplevelse.

Nu troede AB så, at de var elimineret fra stævnet. Puljen var ikke blevet vundet, og et videre avancement kunne derfor ikke ske. Alligevel tilsmilede lykkens gudinde AB-pigerne, og i sand EM 92-stil kom pigerne alligevel i semifinalen som bedste 2'er i slutspillet.

Semifinalen blev desværre endestationen for AB 2, som måtte se sig slået af de senere vindere af slutspillet: Fjordbyerne.

Julecuppen for AB 1 blev en spændende affære. Som forsvarende Julecup-mestre var der pres på pigerne for et godt resultat.

På førstedagen skulle der spilles fire kampe i den indledende pulje. Alle blev vundet sikkert, og AB'erne gik videre til A-slutspillet med masser af selvtillid og maks point.

I A-slutspillet skulle der spilles to kampe. Første modstander var fra Polen, og det blev en kamp, som AB styrede fra start til slut. Det samme gjorde sig gældende for puljens anden kamp, hvor Himmelev 2 blev slået komfortabelt med 6 mål. Med to sejre i bagagen kunne AB 1 nu glæde sig over at skulle spille semifinale den efterfølgende dag i AB-hallen.

I semifinalen ventede Himmelev 1, der ligesom AB også havde spillet 1.division i den forgangne sæson. Der var derfor på papiret lagt op til en spændende kamp med masser af dramatik. For at hjælpe med gejsten og troen på tingene havde træner Lars i skjul inviteret borgmesteren i Faxe, Ole Vive, til at komme og hilse og heppe på AB. Og pigerne blev da også noget overraskede, da Ole Vive pludselig introducerede sig selv kort før kampstart. En bedre optakt til en kamp kunne man ikke ønske sig!

Fra kampens start var det da også tydeligt, at AB var både fysisk og teknisk overlegne. Mange smukke angrebsspil førte til flotte scoringer og en solid føring til AB ved halvlegen. I anden halvleg fortsatte AB ufortrødent den målrettede indsats, og det gav pote. 10 minutter inde i anden halvleg måtte Himmelevs trænere smide håndklædet i ringen. De havde simpelthen ikke flere spillere, som kunne spille kampen færdig. Dommeren valgte derfor fornuftigt at fløjte kampen af. For første gang i Julecuppens historie havde et hold kvalificeret sig til finalen på en teknisk knockout!

I finalen ventede Greves førstehold. De havde også spillet 1.division før jul, og de var meget opsatte på at slå AB i AB'ernes hule. Men som forsvarende mestre havde AB fra kampens start overtaget. Fordelen ved at have stået i en Julecup-finale før var til at få øje på. Og med et veloplagt publikum i ryggen sørgede AB's U14 Piger for at genvinde titlen. Så selvom finalen nok engang bød på en flok modstandere, som var ellevilde for at bytte trøje med vores spillere under kampen, og som hellere en gang for meget end én for lidt tjekkede efter om AB-pigernes arme sad forsvarligt skruet på, så lykkedes det alligevel for AB at besejre pigerne fra Greve.

Efter kampen var pigerne naturligvis lykkelige, og ved præmieoverrækkelsen stod en ny borgmester klar til at hilse på og lykønske pigerne, nemlig Gladsaxes Trine Græse.

Julecuppen har budt på en masse fede oplevelser. Foruden kampene har U14 pigerne hygget sig med bowling, julebingo og pakkeleg. Stævnet bød samtidig også på Tijanas første scoring som håndboldspiller, hvilket medførte en del glædestårer hos Tijana selv og et stort jubelbrøl fra alle hendes holdkammerater og trænere.

Nu glæder vi os til at holde lidt ferie, og så byder vi glædeligt 2018 velkommen, hvor det forhåbentlig bliver til mange flere skønne oplevelser for AB's U14 Piger!

Nyheder
24.4.18
Træner besætningen for sæsonen 2018/19

Træner påsætningen for ungdomsafdelingen sæson 2018/19
Billedserier
Hent Adobe Flash player
AB Håndbold
Sammen skaber vi gode oplevelser!
© Akademisk Boldklub, Skovdiget 1, 2880 Bagsværd