AB Facebbok

Skadesforebyggende træning


Hvad er skadesforebyggende træning?
Denne form for træning handler om at forberede kroppen på de udfordringer, der venter både til træning og i kampe. Håndbold er en kontaktsport, og skader er hyppige – især hvis man ikke forbereder sig grundigt til dem.

Skadesforebyggende træning handler både om at forbedre spillernes muskelstyrke samt balance og koordination. Dette gøres blandt andet ved at lave nogle øvelser, som imiterer de situationer, som ankler eller knæ kan blive udsat for, når man er en aktiv håndboldspiller. Ved at forberede kroppen på de pludselige bevægelser og yderstillinger, den kan komme i, er der langt større chance for at forhindre skader hos spillere. Derudover kan en struktureret styrketræning med fokus på musklerne i kropstammen være med til at sænke håndboldskaderne markant.

Hvorfor lave skadesforebyggende træning?
Skader er en uundgåelig del af et aktivt håndboldliv. Skaderne spænder fra lette muskelskader til alvorlige vridskader i knæet, hvor ledbånd og menisk beskadiges. Desuden sker der ofte ledbåndsskader på ydersiden af anklen.

De hyppigste skader på knæleddene er overrivning af det forreste korsbånd og skader på menisken.

Når det forreste korsbånd bliver revet over, mister spilleren noget af stabiliteten over knæet. Det betyder, at knæet bliver mere løst, og hurtige retningsændringer og fodfinter bliver svære at udføre.

På kort sigt kan konsekvensen af en alvorlig knæskade blive operation og langvarig genoptræning. På lang sigt er der en øget risiko for, at spilleren udvikler slidgigt i en ung alder. Slidgigt i knæene gør, at dagligdags aktiviteter bliver både smertefulde og besværlige.

I yderste konsekvens vil man gennem operation kunne erstatte det smertende knæled med et kunstigt knæ for på den måde at genoprette noget af førligheden. Et kunstigt knæled holder typisk mellem 10 og 15 år.

For at undgå ledbåndsskaderne er det vigtigt, at spillernes muskelstyrke samt balance og koordination, altså evnen til at styre og bevæge knæ og ankel, er i orden. Det har vist sig, at træningsøvelser, der fremmer muskelstyrke, balance og koordination, forebygger ledbåndsskader i knæ og ankel.

Hvornår bør man lave skadesforebyggende træning?
Balance- og koordinationstræning kan med fordel introduceres hos U10-spillere. Mange små børn har svært ved at styre deres kropsbevægelser, og i takt med at både deres arme og ben vokser, får de gradvist svære ved at kontrollere deres bevægelser og balance. Men selvom unge spillere har sværere ved at kontrollere deres kroppe end ældre spillere, befinder de sig dog ikke i storrisiko for at pådrage sig skader. De unge børns led er nemlig en del mere elastiske end ældres, og der skal derfor meget til, før de pådrager sig forstuvninger eller ødelagte ledbånd eller knæ. Denne form for træning kan fordel lægges 30 minutter inden haltræningen.

Når det kommer til styrketræning, skal man passe meget på med, hvornår man introducerer det for børnene. Et menneskes skelet er ikke færdigudviklet før 20-års alderen, og styrketræning i en for tidlig alder kan hæmme skelettes vækst. En hovedregel er, at man bør lave flest mulige styrkeøvelser med egen kropsvægt. Det kan være armstrækkere, mavebøjning eller rygbøjninger, men øvelser med vægte og maskiner bør man holde sig fra, før man er U16-spiller. Styrketræningen for de yngste bør lægges som en del af haltræningen i form af lege og stafetter, imens styrketræningen for de ældste kan lægges på alle tidspunkter, dog ikke mere end 3-4 gange om ugen. Kroppen skal nemlig også have tid til at restituere.
Nyheder
18.6.17
U14 Piger
Strandsæsonen overstået for AB's U14 Piger
AB's U14 Piger spillede i dag deres sidste strandstævne i denne sæson.
Billedserier
Hent Adobe Flash player
AB Håndbold
Sammen skaber vi gode oplevelser!
© Akademisk Boldklub, Skovdiget 1, 2880 Bagsværd