DHF Håndboldskole 2017

AB's historie i håndbold gennem årene


Med inspiration fra ABs jubilæumsbog ”100 år leg med bolden” er her et lille tilbageblik om AB Håndbolds tilbliven og større bedrifter, sammensat af Winnie Sørensen:

Der var engang i 1965 en boldklub i Bagsværd, Bagsværd Idræts Forening (BIF)……..BIF havde mange og gode håndboldhold, men desværre ingen hal at træne i, så alle disse hold deltog kun i sommerturneringen, hvor de faktisk gjorde det rigtig godt……..Så kom der en ny boldklub til byen, den havde ingen håndboldafdeling, men den byggede en stor hal……og sådan gik det til at AB fik en håndboldafdeling!
1. september 1965 blev AB og BIF officielt slået sammen og 1. oktober stod AB-hallen lige netop færdig. Det betød at AB allerede i den første indendørssæson kunne stille med 21 hold, 8 seniorhold og 13 ungdomshold i grønne trøjer og under navnet AB.

De gode træningsforhold betød at ABs damer allerede efter den første indendørssæson kunne rykke op i den bedste række og herreholdet rykkede op fra sjællandsserien til 3. division. Det var også i den sæson, at Per Nielsen, som de fleste kender fra årtiers trænergerning i AB, spillede én af sine allerbedste sæsoner og scorede hele 134 mål. I ungdomsrækkerne blev det til flere kredsmesterskaber samt 2 sjællandsmesterskaber! AB-håndbold var på Danmarkskortet!

Op gennem 70’erne blev det til mange gode sæsoner og i 1976 lykkedes det ABs herrehold at rykke op i 2. division efter en sæson hvor der kun blev afgivet 3 point i 20 kampe! Den bedste sæson blev dog spillet i 1978/79 hvor vi endte på en 2. plads i 2. division (desværre var det kun nr. 1 der rykkede op) – og samme år vandt vi landspokal-turneringen, ved i finalen at slå, det absolutte tophold i dansk håndbold på det tidspunkt, Fredericia KFUM, med hele 26-21 i en propfyldt Gladsaxe Hal.
Dameholdet rykkede lidt op og ned, men befandt sig lige i hælene på herrerne og fra 1978 til 1980 lykkedes det ABs damer at rykke op to år i træk, hvilket betød 2. division! Det holdt dog ikke længe. En større nedtur for ABs håndbold-damer tog fat og nedrykning gennem flere år i løbet af 80’erne stoppede først i serie 1.

På ungdomssiden har AB fra starten haft rigtig mange gode hold og mange dygtige trænere. Det betød en stor tilgang af ungdomsspillere og i sæsonen 1969/1970 deltog AB med 12 seniorhold og 20 ungdomshold i turneringen, hvilket var med til at gøre AB til Sjællands største håndboldklub – måske endda Danmarks. At vi var så store betød desværre også at vi måtte lukke for tilgangen af nye spillere, idet vi ikke kunne få kapacitet nok i hallen – en situation vi også kan nikke genkendende til i dag.

At AB med de nuværende ungdomshold er at finde på Danmarks-kortet er altså ikke noget helt nyt – men mange har nok glemt det med tiden, så nu er det vores generations tur til at gøre det der skal til – og forhåbentligt gøre det så godt, at ingen i Danmark fremover glemmer AB-håndbold.
Nyheder
19.6.17
U18 Piger
Succes på stranden
Billedserier
Hent Adobe Flash player
AB Håndboldskole 2017
Tilmeld dig nu via banneret øverst på siden!
© Akademisk Boldklub, Skovdiget 1, 2880 Bagsværd